Til forsiden
Til forsiden
Havlit (Clangula hyemalis)

Beskrivelse
Havlitten er en karakteristisk, lille dykand, som forekommer almindeligt i de danske farvande i vinterhalvåret. Den har overvejende lys krop og ret ensfarvede mørke vinger. I vinterdragt har hannen lyst hoved og hals med mørkt om øjet, i sommerdragten er det lige modsat. I begge dragter kendes hannen let på sine forlængede halefjer. Om vinteren kan man høre havlittens kald, au-AU-li, som har inspireret til artens danske navn.

Levested
Havlitten er blandt verdens mest talrige andefuglearter med en samlet bestand på omkring 7 millioner fugle. Havlitten forekommer i arktiske områder på størstedelen af den nordlige halvkugle, hvor den yngler både ved kysterne samt ved søer og floder. I Europa yngler arten i Norge, Sverige, Finland og det nordlige Rusland. I Danmark er havlitten en meget sjælden gæst om sommeren, men en meget almindelig træk- og vintergæst.


Han i vinterdragt. © John Larsen.

I milde vintre forekommer i størrelsesordenen 100.000 fugle i vores farvande, overvejende i den vestlige Østersø, men i hårde vintre kan tallet være noget højere. Den samlede vinterbestand i Østersøen er vurderet til at være på omkring 4.200.000 fugle. Arten opholder sig ofte langt til havs, hvor den søger føde på ret dybt vand. Undersøgelser har vist, at den kan dykke ned til mere end 100 meters dybde.

Føde
Havlitten lever især af muslinger, snegle og andre bunddyr. Desuden indgår rejer og en del småfisk i føden.


Havlitpar i sommerdragt, hannen med de lange halefjer. © DOF-arkiv

Bestandsudvikling
Inden for de sidste par årtier har olieforurening i Østersøen gået hårdt ud over de overvintrende havlitter, ligesom en del fugle omkommer i fiskenet og er ofre for jagt, men den samlede bestand er meget stor og vidt spredt, så arten er ikke umiddelbart truet.


Forekomsten af Havlit i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2003-2012. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


Han i vinterdragt. © Tage Stampe

Hør fuglens stemme

Fakta
Vingefang: 73-79 cm
Længde han: 58-60 cm
Længde hun: 37-41 cm
Vægt: 600-900 g
Maks. levealder: 22 år
Forventet levetid: 9 år
Ynglealder: 2 år
Kuldstørrelse: 6-9 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 24-29 dage
Ungetid: 35-40 dage

Fredningsforhold
Global rødliste: VU
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: -
Fugledirektivet: -
Jagttid: 1.10-31.1


Sidevisninger
Denne måned: 231
Sidste måned: 329

Forrige artLink til denne sideNæste art