| Dato | Antal | Adfærd | Lokalitet | Observatør | |||||||||||||||
| 1997-05-28 | 2 | Han Vejle | [Sebastian Klein] | ⇑ | |||||||||||||||
Beskrivelse af 2-4 ex. af Rødrygget Svale (Hirundo daurica) set 24. - 28. maj 1997 i Vejlerne. Følgende beskrivelse omhandler tre forskellige iagttagelser af Rødrygget Svale i Vejlerne sidst på foråret 1997. 1. Iagttagelse: I forbindelse med overnatningstrækket af Landsvaler fandt Palle A. F. Rasmussen den 24. maj først på aftenen en Rødrygget Svale i en flok på flere hundrede Landsvaler, der fløj til kollektiv overnatning i den nordlige rørskov på Bygholm Vejle. Fuglen viste sig frem ved at flyve rundt over vandet i Han Vejle og Kogleaks ved Kærup Holme i nogle timer, hvorefter den sammen med en ren flok Landsvaler gik til overnatning. 2. Iagttagelse: Mange fuglekiggere var tilstede tidligt om morgenen den 25. maj i håb om at finde den Rødryggede Svale igen under Landsvalernes udtræk fra overnatningspladsen. Efter alle Landsvaler var trukket væk hen på formiddagen fandt Henrik Haaning Nielsen en Rødrygget Svale fouragerende over Han Vejle og Lund Fjord i selskab med overvejende Bysvaler. Efter omtrent én time trak alle Bysvalerne i selskab med den Rødryggede Svale højt op over området for til sidst at trække væk mod nordøst. 3. Iagttagelse: Efter et par dage i Vejlerne, hvor der ikke sås svaler ud over de lokale fugle, begyndte områderne igen at blive fyldt med Land- og Digesvaler. Om aftenen den 28. maj stod Palle A. F. Rasmussen og jeg i Kogleaks og kiggede lidt fugle. Efter lidt tid blev jeg opmærksom på en Rødrygget Svale, der fouragerede ivrigt sammen med nogle hundrede Land- og Digesvaler i det østlige af Han Vejle. Vi kørte hurtigt over til Jernbanedæmningen mellem Han Vejle og Lund Fjord, hvor Palle og jeg stort set samtidig fandt fuglen(e) igen blot flyvende både mod højre og venster på samme tid. I løbet af den næste time lykkedes det for flere lokale fuglekiggere, at se begge Rødryggede Svaler i samme kikkertfelt, hvorefter de sammen med de andre svaler fløj til overnatning og aldrig sås igen i Vejlerne os bekendt. Ud fra den store udskiftning blandt svalerne i Vejlerne i den pågældende periode, så er der formentlig tale om mere end blot to forskellige individer, således nok mere realistisk tre, hvis ikke fire individer. Der forslåes at forekomsterne refereres og behandles som følgende 24.-25.5.1997 1-2 ex. og 28.5.1997 2 ex. Der blev iøvrigt taget billeder af den Rødryggede Svale, der sås den 25. maj 1997. Men under personlig optræden i et militært område i Egypten et par måneder senere blev filmen beslaglagt. Såfremt det magthavende Sjældenhedsudvalg på nogen måde skulle være istand til at trække i de rigtige tråde og derved få filmen udleveret, så ville jeg naturligvis være taknemmelig for eventuelt at modtage en kopi. På forhånd tak. Beskrivelse. Arten sås enkelte gange første aften sidde på hegnstråden i Kogleaks på en afstand af nogle hundrede meter, hvorfor de fleste karakterer var svært synlige. Men den svagt rosa-cremede underside og den ligeledes lyse strube fik den til at træde tydeligt frem blandt Landsvalerne på hegnstråden. Fleste gange sås arten kun flyvende og nogle gange ned til halvtres meter, hvor alle kendetegn til gengæld sås tydeligt. Undersiden: På den flyvende fugl sås den cremede lyse underside med lys strube og kinder, lyse undervinger samt lys rosa bug og flanker med svagt markerede stribning på langs. Undergump var på det forreste hvidlig, mens den bagerste del var sort, hvor farven fortsatte ud på underhaledækfjerene og selve halefjerene. De forlængede yderfjer var iøvrigt kraftigere end på Landsvale. Den sorte hale virkede sammen med de sorte gumpsider og de sorte over- og underhaledækfjer som var den limet på fuglen, hvilket samtidig fremstod tydligere i kraft af en hvidlig krans hele vejen rundt gumpen i direkte forlængelse af den sorte farve, således var det bagerste af overgumpen, det forreste af gumpsiderne og det forreste af undergumpen farvet hvidt. Oversiden: Issen var dækket af en sortblå kallot, der ned til siderne blev afgrænset af en bred rosa øjenbrynsstribe, der fortsatte bagud i nakken, hvor der sås et bredt mørkt rosa nakkebånd, der gik hele vej rundt (den mørkeste rosa farve på fuglen). Ryggen var mørk sortblå ligesom dækfjerene på overvingerne, således med et glinsende skær i visse belysninger. Håndsvingfjerene var sorte og i svag kontrast til selve ryggen. Den øverste del af overgumpen var farvet rosa, hvilket trådte tydeligt frem i kraft af det hvide felt bagerst på gumpen, den sortblå ryg og de sorte tertialer på hver side. Flugten var karakteristisk og fuglen kunne flere gange findes på store afstande blot ud fra den glidende og rolige flugt, således oftest med meget længere glidefaser end hos Landsvale. Med venlig hilse Kent Olsen | 1997-05-28 | 2 | Han Vejle | [Kent Olsen] | ⇑ | ||||||||||||||
| Side 1 af 1 | |||||||||||||||||||