Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Sandterne (Gelochelidon nilotica)

Sandterne 2010
De senere år har sandternen kun været en uregelmæssig ynglefugl i Danmark, og siden et par ynglede på Tipperne i 1992, er der ingen dokumenterede ynglefund udenfor Vadehavet, selv om der flere gange siden har været mistanke om ynglen i den nordlige halvdel af Jylland. I 2010 blev et ynglepar så lokaliseret på Agger Tange, mens ingen af flere strejfende fugle i Vadehavet udviste egentlig yngleadfærd.


Agger Tange

Under ynglefugletællinger i maj blev der fundet et yngleaktivt par af sandterner i en blandet fuglekoloni på Agger Tange, og dette ynglepar sås herefter regelmæssigt i maj og juni. For at undgå forstyrrelse blev kolonien aldrig besøgt, og det vides ikke, om fuglene havde klækningssucces. Der sås ingen flyvefærdige unger i lokalområdet – eller i Danmark i det hele taget i år – men da den sidste observation af en voksen fugl på Agger Tange var så sen som 26. juli, og da det samtidig vides, at andre arter i samme koloni fik godt med unger, er det ikke helt usandsynligt, at sandterneparret upåagtet har haft ynglesucces.


Vadehavet

I 2009 gjorde et par sandterner yngleforsøg på Nordfanø, og årets første sandterne sås da også her 28. april, hvor en enlig fugl dels fløj kaldende rundt, dels sad på vaden. Muligvis samme fugl sås på Langli 29. maj, hvor den stadig var alene og ikke udviste yngleadfærd.
Yderligere et sted mellem 2 og 5 forskellige fugle sås forskellige steder i Vadehavet mellem 1. maj og 5. august, men ved ingen af observationerne var der mistanke om ynglen. De fleste observationer var af en eller to fugle, men der er også et par observationer af tre fugle sammen.

Et næsten stationært par sås 25. til 30. maj i og ved Gammel Hviding Engsø. Fuglenes adfærd tydede dog på, at det mere var de nyklækkede klydeunger, fuglene følte sig tiltrukket af, end det var muligheden for selv at skride til ynglen.

2006-2008 fandtes sandterne ikke ynglende i det danske vadehav og altså heller ikke i 2010. Sandternen ynglede årligt i det danske vadehav mellem 1982 og 2005 med undtagelse af i 2002.


© Per Poulsen


© Per Poulsen

Fakta
Vingefang: 95-110 cm.
Længde: 38 cm.
Vægt: 200-300 g.
Kuldstørrelse: 2-3 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 22-23 dage
Ungetid: 28-35 dage

Ynglebestand
Udvikling 1990-2000: Tilbagegang
Ændring: 50-100%

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: CR
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 3
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 88
Sidste måned: 59

Forrige artLink til denne sideNæste art