Ilder svømmende ved søens vestbred 29. maj 2010. Foto: Kirse Overgård

Sidste nyt
30-06-2010: ILDEREN SES STADIG OFTERE
Den 29. maj var Kirse Overgård heldig at fange ilderen med sit kamera – lige før det hurtige mårdyr smuttede hen over broen over Holmegårdsrendens udløb i søen. Den 18. juni blev det så hjemmesideredaktørens egen tur til langt om længe at se dyret i mosen, sågar både kl. 4 og kl. 8!

Ilderen har været kendt fra søen siden 1960’erne, men har sikkert været her meget længere. Det er normalt ikke ildere, men undslupne mink der står bag veritable massakrer på større svømmefugle som det også blev oplevet her i området i vinteren 2005-06, men der er – heldigvis - aldrig med sikkerhed observeret mink her. Ilderen kan kendes fra minken bl.a. på sine hvidlige hovedtegninger som også anes på fotoet.

INDVIELSE AF NYT UDSTILLINGSSKAB
Den 17. juni fik en gammel naturformidlingsfacilitet nyt liv, nemlig caretakergruppens udstillingsskab ved bådebroen. Her vil caretakergruppen løbende formidle store & små nyheder fra naturen i området.

NÆSTE HØSLÆT
Lørdag den 31. juli kl. 10 er Gentofte Sø Høslætlav atter i aktion med leer og/eller høriver på engene vest for søen. Alle er velkomne til at deltage; tilmelding til Frederik Møller på axelfrederik@gmail.com

12-05-2010: KOMMENDE ARRANGEMENTER MAJ-JUNI 2010
Interesserede inviteres hermed til at deltage i følgende arrangementer:

Aftentur (”nattergaletur”) torsdag den 27. maj kl. 21
Mødested: Søens nordende. Turleder: Thomas Vikstrøm. Arrangør: Gentofte Sogns Grundejerforening

Sommertur med natur og kultur ved Gentofte Sø torsdag den 17. juni kl. 16-18
Turen begynder med en indvielse af et nyt udstillingsskab, hvor områdets natur og kulturværdier vil blive formidlet gennem facts, historier og observationer.
Mødested: Fiskebakken 7 ved bådebroen. Turleder: Thomas Vikstrøm. Arrangør: Gentofte Kommune v/den grønne guide m.fl.

Omkring den 1. juni vil der desuden blive arrangeret en naturplejebesigtigelse
med deltagelse af caretakergruppen og kommunens parkafdeling. Interesserede med indsigt i den lokale naturpleje kan henvende sig til Thomas Vikstrøm og få nærmere besked

FOR MANGE GRÅGÆS
Det er ikke mere end fem år siden at fem par grågæs med unger ved Gentofte Sø var anledning til en artikel i Villabyerne. Overskriften var endda "Gentofte Sø tiltrækker sjældne gæster". Det var heller ikke uden grund, for det første par af grågås begyndte at yngle ved søen i 1994, og det havde været det eneste lige siden da. Der var ikke mange der så dem, for de holdt sig oftest skjult på søens vestside og på holmene. I 2005 var det første gang der ynglede mere end det ene par, og det vakte stor opmærksomhed. Men når der i disse dage klækkes nye små dunede gæslinger, vækker det ikke helt samme begejstring, for antallet af grågæs ved søen er nærmest eksploderet. "Ja, man synes måske ikke det er helt så spændende mere, for det virker næsten for voldsomt," siger Helene Brochmann fra Naturfredningsforeningen. "Men man kan også helt konkret se at gæssene ikke har plads nok længere. I lørdags så jeg to par der ganske enkelt udvandrede med deres unger - henholdsvis tre og seks af slagsen. Den ene familie gik ud ad Brogårdsvej, den anden forsøgte sig med Ermelundsvej. Da ungerne ikke er flyvefærdige endnu, måtte de jo gå, og det tog sin tid. Også for de biler der måtte holde tilbage for dem!"

Et problem i hele Nordeuropa
Thomas Vikstrøm fra Dansk Ornitologisk Forening forklarer at det ikke kun er ved Gentofte Sø at gæssene er blevet for talrige. Faktisk er bestanden af grågæs og andre vilde gæs nærmest eksploderet over hele Nordeuropa, og det er der først og fremmest to årsager til: Dels overgødskningen af naturen, især med kvælstofnedfald fra luftforurening. Det gavner nogle få arter som fx grågæs, der netop lever af næringsrigt græs. Dels kommer de af den omsiggribende tilgroning pga. mangel på græsning og høslæt, som også bliver yderligere fremskyndet af det nævnte kvælstofnedfald. Det betyder nemlig et stærkt øget areal med tætte rørsumpe som er det foretrukne redested for nogle få arter, heriblandt også grågåsen. Thomas Vikstrøm siger: "Det stærkt stigende antal gæs begynder så småt at udgøre et problem for både den øvrige natur og for gæssene selv: Gæssene æder fx meget gerne vilde orkideer, og de overnatter gerne flokvis i uforstyrrede søer hvor de risikerer at gødske sjældne vandplanter væk med deres mange ekskrementer. Derudover formerer grågæssene sig så stærkt at der bliver pladsmangel på ynglestederne, som det nu er blevet tydeligt ved Gentofte Sø. De stakkels gåsefamilier der er begyndt at vandre væk fra søen ad asfalterede veje, har såmænd større chance for at klare mødet med biltrafikken end det møde der venter dem med de gåsefamilier der allerede bor i Jægersborg Søndersø, Hundesømosen og hvor de ellers måtte finde hen. Gåsefamilierne dér skal nemlig nok vide at forsvare deres territorier effektivt mod indtrængende, udmattede gåsefamilier udefra." Det kan være lidt barsk at være vidne til, men Thomas Vikstrøm advarer mod at lade de mere menneskelige følelser tage overhånd. Han siger: "Det er nu engang naturens orden, og vi mennesker bør ikke gribe til kortsigtede lappeløsninger som fx at begynde at flytte rundt på gæssene eller ”regulere” dem (som skydning også kaldes). Vi skal i stedet tage fat på noget forebyggelse: dels kan vi her og nu øge græsningen, høslættet og rørhøsten, for det vil mindske gæssenes ynglemuligheder og samtidig give mange flere orkideer m.m. Dels kan vi – mere langsigtet – mindske næringstilførslen fra luften ved at mindske luftforureningen. Så hjælper vi den naturlige regulering på den mest bæredygtige måde."

04-05-2010: FORÅRETS FISKEDØD I GENTOFTE SØ

Undertegnede udtalte den 11. februar til Villabyerne at der næppe ville blive megen fiskedød i Gentofte Sø efter denne vinter samt at kommunen ikke burde lave våger i søens is til fiskene. Imidlertid mødte der efter bortsmeltningen af isen den besøgende ved søen et sørgeligt syn i form af store mængder af døde fisk, og op til påske måtte kommunen køre hele 1,5 tons døde fisk til Vestforbrænding, vægtmæssigt hovedsagelig karper. På den baggrund har de ovennævnte synspunkter forståeligt nok givet anledning til en del reaktioner. Synspunkterne, hvoraf i hvert fald det første åbenlyst ikke holdt vand, byggede imidlertid på følgende tre kendsgerninger:

* Efter alle isvintre siden 1966 har der kun én gang tidligere været konstateret omfattende fiskedød i søen, nemlig efter vinteren 1978-79 - som var langt hårdere og meget længere end vinteren 2009-10
* I isvinteren 1978-79 lavede kommunen netop et antal våger i søens is af hensyn til fiskene
* Efter isens bortsmeltning fra søen i foråret 1979 måtte kommunen fjerne 3 tons døde fisk fra søen

Det var dengang den almindelige opfattelse at den omfattende fiskedød i 1979 netop skyldtes at de kunstige våger havde vækket størstedelen af søens fisk, heriblandt et stort antal store karper, af deres vinterdvale i søbunden. Hvorefter fiskene alligevel ikke kunne få ilt nok og derfor døde i stimevis mens de næsten bogstaveligt talt stod som sild i tønder i vågerne og pattede i overfladen, som man siger. Det må derfor betragtes som tvivlsomt om man kunne have hjulpet fiskene denne gang ved at gentage nummeret med kunstige våger i søens is.

Der er i den forbindelse grund til at påpege et helt andet og alt for ofte overset for problem for søens miljø, nemlig den udsatte bestand af karper. Det er velkendt blandt ferskvandsbiologer at karper - tillige med visse former for karpefiskeri - generelt udgør et stort problem for vandkvaliteten i danske søer. Det vender vi tilbage til om lidt. Først skal det nemlig her påpeges at det med stor sandsynlighed er de mange store karpers iltforbrug både i 1979 og i år der har været en kraftigt medvirkende årsag til fiskedøden i søen. Som bekendt er Gentofte Sø særdeles lavvandet og kan derfor hurtigt bundfryse helt eller delvis, hvilket en større andel af en naturlig fiskebestand sandsynligvis kan overleve end en fiskebestand der er kunstigt suppleret med et ikke ringe antal meget store fisk som dels forbruger meget mere ilt end søens naturlige fiskebestand, dels er helt fremmede for søens økologi. Her er vi tilbage ved ét af flere generelle problemer ved karpeudsætning; det forholder sig nemlig sådan at:

* Karpen ikke lever naturligt i Europa; den er indført fra Centralasien og har i øvrigt svært ved at formere sig i den danske natur
* Karpens ædeadfærd roder søbunden op og medvirker derved til at vandet bliver uklart så der bliver mindre sollys tilgængeligt for søens vandplanter og dermed ilt for økosystemet
* Karper har en tendens for at æde spæde vandplanter og kan derved udrydde bestande af sjældne og truede vandplanter. Netop Gentofte Sø er kendt for at rumme bestande af vandplanter er der er enestående på landsplan (det var derfor at Dansk Botanisk Forening for nogle år siden klagede til Naturklagenævnet over planer om at oprense nogle af søens vandplanter)
* Karpefiskeri desværre alt for ofte går ud på at tilføre sømiljøet overflødige næringsstoffer - ifølge karpefiskerne selv ofte 1 kg foder (fx duemøg) pr. fisker pr. fisketur - som ikke fjernes fra sømiljøet igen da karpen udsættes igen efter fangst

Ovenstående kan man bl.a. orientere sig om i Skov- og Naturstyrelsens rapport "Karpers indvirkning på det omgivende miljø". Og nu vi er ved litteraturen, skal opmærksomheden henledes på at det daværende Københavns Amts regionplan 1997 udtrykkeligt fastslog at der ikke måtte ske udsætning af karper i Gentofte Sø - netop af hensyn til vandmiljøet. I de efterfølgende regionplaner er denne bestemmelse ikke medtaget, men det skyldes ikke at amtets ferskvandsbiologer havde ændret holdning, men at politikerne havde bestemt at regionplanerne nu ikke måtte indskrænke det kommunale råderum med alt for præcise bestemmelser.... I øvrigt oplyser Miljøministeriet på forespørgsel at en evt. genudsætning af karper i Gentofte Sø under alle omstændigheder kræver en tilladelse i henhold til habitatdirektivet, eftersom søen er udpeget som habitatområde bl.a. netop pga. sit unikke vandplante-samfund.

Nu vi er ved det kommunale råderum, så tyder meget således på at Gentofte Kommune ikke fortjener kritik for at have undladt at lave våger i isen, men tværtimod stor ros for prompte at have fjernet mængderne af døde fisk kort efter isens bortsmeltning fra søen. Herved forebyggede kommunen såvel lugtgener som et meget stort iltforbrug i søen som ville have fundet sted hvis de døde fisk skulle have været nedbrudt på naturlig vis.

Alt i alt kan den bedste måde at forebygge fremtidige fiskedødshændelser i Gentofte Sø med stor sandsynlighed være at overholde amtets regionplanbestemmelse fra 1997 - som vel at mærke blev formuleret til gavn for sømiljøet generelt: Undlad udsætning af karper!

Thomas Vikstrøm, Dansk Ornitologisk Forenings caretaker for Gentofte Sø

23-02-2010: DEN VILDE VÅGE
Lokalavisen Villabyerne har netop bragt såvel et helsides indlæg som et web-TV-indslag om hvordan søens fisk og fugle klarer vinteren. Det bliver bl.a. slået fast at fodring skal begrænses og at man ikke skal lave kunstige våger. Indslagene kan ses på hhv.
http://gentofte.lokalavisen.dk/vildt-besøg-ved-vågen-/20100213/artikler/702139959/1052 og
http://pola-dk.qbrick.com/index.aspx?mid=2854&cid=43

Den hårde vinter har i øvrigt trukket et usædvanlig stort antal svømmefugle til den lille våge neden for Søbjergstien på søens østside, heraf flere i rekordstore antal. Skarv er således set med hele 15 individer (Kirse Overgård), fiskehejre med 9 (Jytte Vikstrøm og Claus Horneman), stor skallesluger med 40 (KiO, CHo) og svartbag med 5 (TV). For både skarv og fiskehejre er der tale om antalsmæssige rekorder. Hertil kommer at en hun af den lokalt sjældne art lille skallesluger den 11. februar blev opdaget i vågen (TV) hvor den har opholdt sig lige siden.

03-02-2010: AKTUEL POESI OM NATUROPLEVELSER I MOSEN

Digteren og ornitologen Thomas Nordby har netop begået nedenstående digt og har glædeligvis beredvilligt stillet det til rådighed for hjemmesiden om Gentofte Sø:

OPSTANDELSE I BROBÆK MOSE

Straks jeg drejer ned ad stien fra søen til mosen,
træder jeg ind i et eventyrligt landskab.
Sorte grene med deres kappe af hvidt
oplyser rummet sammen med dynen af sne på jorden
og pakker spættens trommen ind i vat.
Længere fremme spærrer en stor mand
på en lille trefodet klapstol stien,
halvt skjult bag et kæmpe kamera.
Jeg lister forsigtigt nærmere
og ser den spinkle rødhals der sidder
og drikker ved en våge lige foran hans linse.
Længe står jeg stille og betragter dem
uden at sige noget.
Så kan jeg ikke dy mig længere,
men spørger dæmpet om han ved hvor vandrikserne er.
”Lige der bag dig”, siger han og peger.
Jeg vender mig tids nok til at se
en lille, rødnæbbet pinocchio
tumle over stien et par meter bag mig
på usandsynlig lange tæer.
Den begynder ivrigt at fiske grene op fra en våge
og pirke i dem.
Da jeg har stået og iagttaget den i nogle minutter,
ser jeg at der lige ved siden af mig står en hejre,
iført et par tykke isstøvler
der dækker det meste af fødderne.
Den kigger på mig med sit gule øje
der er det absolut eneste på den der rummer tegn på liv.
Jeg peger den ud for fotografen der siger:
”Ja, man skal bare se sig for, så er der liv overalt”.
Næppe har han sagt det, før en dame med en jagthund i snor
og en kikkert om halsen vinker os til sig med store armbevægelser
fra tværstien foran os.
”Rørdrum”, hvisker hun højt og peger ihærdigt
i den retning hun kom fra.
”Det er bare en fiskehejre”, mumler fotografen for sig selv
og knipser videre på sin rødhals
mens jeg går hen til hundedamen
og lader mit blik følge hendes finger.
En enorm brun fugl sidder korsfæstet
med de spredte vinger spiddet på et træs tætsiddende grene.
Jeg kigger den i øjet gennem kikkertlinsen -
igen er øjet det eneste levende på fuglen.
Nu nærmer fotografen sig med hastige skridt.
”Det ser ikke godt ud, det der”,
puster han sekundet før rørdrummen samler vingerne
og med dybe vingeslag flyver længere ind i mosen.

På tilbagevejen passerer jeg en lille, tyk mand
der er dukket op og står og fodrer min fiskehejre med en sild
som han har medbragt i en mappe.
”Nu skal det gøre godt med en snaps til frokost
når jeg kommer hjem”, tænker jeg og undgår med nød og næppe
at falde over den ensomme klapstol på stien.
Ja, det gælder virkelig om at have øjnene med sig i naturen.

© Thomas Nordby d.31.1.2010


27-01-2010: FUGLEFOTOGRAFER OPFORDRES TIL AT TAGE MERE HENSYN TIL DE MANGE TRÆNGTE FUGLE I MOSENS KILDEVÆLD!
Den hårdeste vinter i 14 år er for længst en realitet, og som altid i vintre med megen sne og frost udmærker Insulinmosen sig ved at tiltrække et stort antal usædvanlige fugle til sine mange kildevæld og kildebække, bl.a. Brobækken, der er det største og bedst kendte vandløb i området. Kildevand har året rundt en temperatur på 7-8°C., og det er fuglenes chance for at finde åbent vand og dermed føde når is og/eller sne dækker resten af landskabet.

Det store antal fugle, som for vandriksens vedkommende er uden sidestykke på landsplan, tiltrækker på sin side et større antal fuglefotografer der her øjner en chance for at få gode billeder af især denne art der ellers sjældent lader sig lokke ind på fotoafstand. I den bidende kulde er både vandriksen og de andre fugle imidlertid stærkt afhængige af at kunne søge føde i kilderne og bækkene uden at blive forstyrret. Der skal derfor herfra lyde en indtrængende opfordring til alle fugleinteresserede der besøger mosen her i vinter om at holde god afstand til de hårdt trængte fugle i kildevæld og bække!

Vinterens hidtil mest interessante observationer af fugle i mosens kilder og bække er følgende:

Rørdrum: Én stedfast i området siden 12. december, også set på én af søens rørholme (Erik Melgaard, Claus Horneman, Inge Klo, Troells Melgaard, Finn Ebbe Hansen, Alex Rosendal)
Vandrikse: Den hidtidige rekord for denne vinter er hele 10-12 stk. som sås og hørtes 11. januar (Kirse Overgård). Mange andre observatører har noteret næsten lige så høje antal, og selvom vi før – i 2005 – har været helt oppe på 14 vandrikser (Lars Adler Krogh), cementerer observationen fra 11. januar i år mosens suveræne førerposition som overvintringssted for vandrikser i Danmark. I denne vinter er det næsthøjeste antal vandrikser på landsplan ”kun” 7 som den 23. januar blev set i et kildevæld i Gråstenskovene i Sønderjylland
Grønbenet rørhøne : Mindst tre i Brobækken siden 31. december (TV, Rasmus Turin, Karin Grønbæk, Ulrik Reeh, Jens Maibomm Hansen, Tina Hansen, FEH, Leif Schack-Nielsen)
Dobbeltbekkasin: Én ved Brobækken den 22. december og 2. januar (UR, Jørgen Munck)
Skovsneppe: Set med op til 2 stk. i perioden 9.-16. januar (RT, UR, JMH, TM, Erik Groth-Andersen, FEH)
Svaleklire: Se forrige nyhedsmeddelelse fra 22. december herunder

Af andre iagttagelser fra perioden bør fremhæves følgende: Duehøg, både han og hun, i mosen 23.-24. januar (Erik V. Rasmussen, ARo); Munk, op til 2 hanner overvintrende i en have på søens østside, set 2.-8. januar (Per Schou); Kvækerfinke, 30 og Kærnebider, 4 overflyvende, begge den 31. december (TV); Stor gråsisken, op til ca. 40 stk. i mosen i perioden 15.-17. januar (KiO, Anders W. Nielsen, EGA); Rørspurv, en han overvintrende i mosen, set 15.-24. januar (TM, FEH, ARo). Endelig Skægmejse, op til ca. 7 på søens rørholme i perioden 12. december- 23. januar (EM, TV, CHo, JMH); også denne art, der om vinteren lever udelukkende af frø fra tagrør, er hårdt trængt af vinterkulden – læs mere herom i DOF’s nyhedsbrev fra 19. januar: http://www.dof.dk/index.php?id=nyheder&s=nyheder&m=visning&nyhed_id=712

22-12-2009: SJÆLDENT VINTERBESØG!
Den 20. december lettede Jens Maibomm Hansen en svaleklire fra den øvre del af Brobækken, en vandløbsstrækning der er kendetegnet ved selv i de strengeste frostperioder altid at være isfri pga. den rigelige tilførsel af frisk kildevand. I naturen opretholder kildevand en temperatur på ca. 7 grader året rundt.

Svalekliren er en hyppig gæst i området i træktiden, men denne observation er den første der er gjort her om vinteren! På landsplan er arten i de senere år kendt for at overvintre i små antal; i december i år er arten således – udover her – observeret i Mølleåen og Jonstrup Å, et sted på Fyn og fire steder i Jylland (www.dofbasen.dk).

Fra søen kan det nævnes at knaranden der, som omtalt her på siden, opholdt sig i søen til den 11. november, returnerede med et par den 27. november (TV) og siden blev set frem til isens komme (JMH).

26-11-2009: Novemberbesøg af knarand og hvinand
Den 3. november opdagede Jens Maibomm Hansen en smuk andrik af knarand der holdt til i søen; her blev den set til og med den 11. november. For to år siden oplevede søen sin hidtil største forekomst af knarænder, men i fjor udeblev arten helt, hvilket var uventet i betragtning af at arten dels er i stærk fremgang i hele Nordeuropa, dels overvintrer herhjemme i stadig stigende grad, se også DOF’s elektroniske nyhedsbrev den 16. november, http://www.dof.dk/index.php?id=nyheder&s=nyheder&m=visning&nyhed_id=685
Den 10. november fandt Hanne Kapala desuden en hun af hvinand der lå og fouragerede mellem de mange trold- og taffelænder.

20-10-2009: HØSLÆT PÅ BLOMSTERENGEN VED GENTOFTE SØ – FOR 4. GANG
Søndag i efterårsferien var Gentofte Sø Høslætlav atter i aktion på engen vest for søen. En håndfuld af de faste deltagere fik i år støtte af et pænt antal medlemmer af naturfredningsforeningens studenterkomite på Københavns Universitet, så der blev ordentlig gået til den med leer og høriver – kom ikke og sig at åndsarbejdere ikke duer til håndens arbejde! Midtvejs blev hele arbejdsstyrken trakteret med drikkevarer og lækre sandwiches, sidstnævnte nysmurte personligt af formanden for naturfredningsforeningens lokalafdeling.

Siden sidst havde høslætlavet lavet en aftale med kommunen om at få sit helt eget engstykke på et areal der har savnet høst i mange år, men hvor der tidligere voksede det smukkeste blomsterflor af orkideer, trævlekrone, baldrian osv., ligesom på de øvrige enge ved søen. Kommunen havde så i sommer fjernet de grove stængler af døde tagrør, et arbejde der ikke kan udføres med le, og siden var nye, grønne tagrør som forventet groet frem – det var dem der nu blev høstet.

Derudover tog høslætlavet et såkaldt efterslæt på den ”gamle” blomstereng der i nyere tid har været afhøstet af kommunen siden 1981. Denne eng var i august som vanligt blevet høstet af kommunen, men der er god brug for et efterslæt i milde efterår som disse, hvor planterne fortsætter med at vokse til hen på vinteren.

Høhøsten sikrer at man fjerner så mange som muligt af de mange overflødige næringsstoffer der tilføres naturen fra landbrug, trafik, industri osv., og som truer den lysåbne natur med tilgroning af høje, kraftige stauder og buske.

Høslættet sker således til gavn for områdets rige flora og fauna, ikke mindst engens mange orkideer der tilhører arterne kødfarvet gøgeurt, skovgøgeurt, majgøgeurt, priklæbet gøgeurt, purpurgøgeurt og sumphullæbe.

Under høstarbejdet blev der fundet mange store eksemplarer af butsnudet frø, og desuden sås en markmus, endnu et tegn på at engen gavner arter der trives bedst i åbne landskaber.

Høslættet foregår i regi af Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening; se mere på www.dn.dk/gentofte og på www.dof.dk under ”De vigtigste fuglelokaliteter”. Nye deltagere er altid velkomne til at være med til nogle motionsgivende og hyggelige timer i naturens tjeneste; send blot en e-mail til én af nedenstående!

Thomas Vikstrøm (ve@mail.tele.dk) & Frederik Møller (axelfrederik@gmail.com)

27-08-2009: INDONESISK BESØG VED SØEN
Fredag den 21. august havde DOF’s caretakergruppe besøg af tre repræsentanter for Burung Indonesia som er DOF’s indonesiske søsterorganisation. Gæsterne var på en uges besøg i Danmark, inviteret af DOF for at se eksempler på foreningens frivillige aktiviteter for at overvåge, beskytte og formidle landets vigtigste fuglelokaliteter.

De fremmødte lokale DOF-caretakere fremviste stedets naturseværdigheder for gæsterne; heraf gjorde ikke mindst de for indonesere så eksotiske knopsvaner et stort indtryk, og der blev knipset mange gange for at forevige de 3-4 tilstedeværende svanefamilier. Under besøget havde gæsterne desuden fornøjelsen af at opleve danskernes begejstring da vi gjorde områdets første sikre ynglefund nogensinde af lille lappedykker! Det sikre ynglefund kom i hus da en endnu ikke flyvedygtig dununge af arten blev opdaget i det smalle stræde mellem søens to sydligste øer. Også troldanden har haft sit bedste yngleår længe i søen; på turen kunne der således fremvises to hunner med hver sit kuld store ællinger samt en flok på 25 stk. hvoraf flertallet var ungfugle, mange heraf sandsynligvis udruget her i søen.

TURBO PÅ TERNERNE!
På denne plads gav foråret 2009 anledning til at skrive om ”mageløse mågedage”, ikke mindst pga. områdets første fund af sorthovedet måge. I sommeren 2009 er det til gengæld mågernes nære slægtninge, ternerne, der har givet anledning til flere overraskelser, bl.a. årets anden helt nye art for området! Udover de fastboende fjordterner (som vi dog stadig mangler ynglebevis for), hvoraf der denne sommer foreløbig er set op til 4 (12. juli, Kirse Overgård), blev ballet åbnet den 2. juni af en splitterne (Allan Haagensen), en art der hermed på 6. år siden 2003 aflægger søen et forsommerbesøg. Fuglen blev også set den 4. juni (TV). Den 26. juni gjorde Claus Horneman en sensationel observation af en dværgterne ved søen, den første iagttagelse her nogensinde af denne lille, elegante art! Fuglen blev dog ikke en enlig ”svale”, idet der en hel måned frem fortsat blev set flere dværgterner ved søen, kulminerende med hele 4 stk. den 25. juli (Erik Melgaard). Endelig blev der så den 17. august lukket og slukket med maner af en rovterne (Lars Elvstrøm), en sølvmågestor art der sidst er set ved søen den 29. april 1980.